Charlotte dirigerer alle de frivillige på Tåsingeskolen
Hvor er der affaldssortering? Hvor er der depot med ekstra rengøringsartikler og toiletpapir? Hvor mange skal man deles om badefaciliteterne? Hvilke døre skal altid være låst? Og har deltagerne mulighed for at koge vand til kaffe og te?
Der er mange praktiske detaljer, der skal på plads, inden 750 landsstævnedeltagere kan tjekke ind på Tåsingeskolen.
Charlotte Osterhammel er teamleder af de frivillige, som skal sikre at deltagerne får en god oplevelse på og omkring indkvarteringen på Tåsingeskolen. Hun regner med at få brug for 65 mennesker til at tage sig af de 112 fire-timers-vagter, hun har i sit regneark. De frivillige skal holde styr på sikkerhed og svare på spørgsmål fra deltagerne på skolen og udlevere morgenmad og lunch-to-go.
Var kun gæst i 1994 – vil gøre mere i dag
Charlotte Osterhammel oplevede Landsstævnet i 1994 som gæst og mærkede stemningen. Så da Landsstævnet kommer til Svendborg igen var hun ikke i tvivl om, at hun ville tage mere del i det. Faktisk gik hun ind i bestyrelsen i Tåsinge Gymnastikforening med det mål at tage ansvaret for landsstævne-opgaverne.
”Jeg ville gerne være tættere på det hele denne gang. Der har aldrig været nogen tvivl om, at vi som forening skulle tage aktivt del i DGI Landsstævne. Og da det stod klart, at der skal være overnatning på skolen, er det oplagt at jeg tager mig af den opgave, fordi jeg også arbejder på skolen og derfor kender den rigtig godt,” fortæller Charlotte Osterhammel.
Hun har været aktiv i gymnastikforeningen i mere end 20 år, både som deltager, instruktør og forældre. Hun trækker derfor også på netværket fra foreningen, når de mange vagter skal besættes i løbet af de fire-fem dage.
”Det er godt, jeg kender hver en krog af skolen, så jeg ved hvor lokaler, depoter og det hele er. Jeg kender også pedellen, som skal gøre det hele klar, og kan let danne mig overblik over, hvor landsdelene skal indkvartere deres deltagere,” fortæller Charlotte Osterhammel.
Viser de øvrige landsdele rundt
Vi møder hende, imens hun viser kontaktpersonerne for de landsdele, der skal bo på skolen, rundt på hele området. Det er DGI Nordjylland, DGI Sønderjylland og et hold fra SdU (Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger). I alt skal der overnatte cirka 750 landsstævnedeltagere på Tåsingeskolen.
Hun får stillet et hav af spørgsmål fra landsdelene – lige fra hvor det er bedst at tage imod deltagerne lige når de ankommer – hvor busserne kan parkere til, om man kan gøre noget for at lyset i multisalen ikke tænder af sig selv om natten hver gang nogen bevæger sig.
Kontaktpersonerne fra landsdelene skal se, hvor deres deltagere skal overnatte, så de kan få lavet en mere detaljeret planlægning af, hvilke hold der skal sove i hvilke lokaler.