Rutineret gymnast klar til Landsstævnet 2022 i Svendborg
Den rutinerede gymnast, Ebbe Jensen fra Gilleleje, har været til flere landsstævner end de fleste. Siden 1971 har han været fast mand til alle landsstævner, og han glæder sig til sommer, hvor han skal afsted igen.
Det var egentlig ikke meningen, at han skulle have været gymnast. Oprindeligt spillede han håndbold, men efter en lang periode på bænken og uden spilletid, måtte Ebbe Jensen sande, at det var på tide at finde en ny idræt.
Som 10-årig var han startet til gymnastik, så da han måtte erkende, at håndbolden ikke rummede en fremtid for ham, var det nærliggende at begynde at lægge mere energi i gymnastikken.
I dag er Ebbe Jensen 69 år gammel. Han har dyrket gymnastik næsten hele livet, og deltaget i stævner i et halvt århundrede. Ebbe Jensen er stadig aktiv gymnast, og han elsker sin idræt.
”Jeg laver gymnastik for motionens skyld og for det fantastiske kammeratskab, og så har jeg jo gået der, lige fra jeg var barn”, siger Ebbe Jensen.
Særligt fællesskab
Mange af holdkammeraterne har dyrket gymnastik sammen i mange år, og en del af dem er også med til Landsstævnet, som DGI afholder hvert fjerde år.
Ebbe Jensen mener selv, at der til Landsstævnet opstår et ganske særligt fællesskab, som man ikke oplever mange andre steder. De mange stævner har givet ham en masse nye venner og bekendtskaber. De nye relationer er blevet skabt på tværs af hold og foreninger og i kraft af sammenholdet og idrætten.
Netop vennerne og det særlige fællesskab er grunden til, at han ikke kunne forestille sig at gå glip af et Landsstævne.
Landsstævne i regn og rusk
Første gang Ebbe Jensen deltog i et DGI Landsstævne var i Holstebro i 1971. Når han i 2022 drager mod Landsstævnet i Svendborg, bliver det hans 51. stævneår i træk. Havde det ikke været for COVID-19, kunne Ebbe Jensen have fejret 50-års jubilæum i 2021, hvor Landsstævnet oprindeligt skulle have været afholdt.
De mange deltagelser gør, at Ebbe Jensens hoved og fotoalbum er propfyldt med dejlige minder.
Et af de stævner, som han husker allertydeligst, er Landsstævnet i Slagelse 1981. Selv kalder han det for ”det våde stævne”. Vejret viste sig desværre ikke fra sin bedste side, og de store mængder vand fik konsekvenser for stævnet. Gymnasterne fik eksempelvis forbud mod at springe, så de ikke kom til skade.
De store mængder vand gav dog også anledning til sjove og anderledes sæsonafslutninger. Eksempelvis historien om en stakkels holdleder, der efter endt opvisning blev slæbt igennem mudderet af sine gymnaster. Med et ”Tak for en god sæson” blev han dumpet i en af de mange store vandpøle, der havde samlet sig på pladsen.
Ebbe Jensen måtte, med et glimt i øjet, opfordre sin egen holdleder til at tænke sig godt om, så han ikke skulle lide samme skæbne.
Fællesskab og folkefest
Den primære grund til, at Ebbe Jensen har deltaget i så mange landsstævner, er det fællesskab og det sammenhold, han oplever, når han er afsted. Især ved den fælles indmarch mærker han tydeligt, at han er en del af noget helt særligt.
”Hårene rejser sig på kroppen, fordi man mærker, at man befinder sig midt i noget meget stort”, siger Ebbe Jensen.
Den rutinerede gymnast er glad for at komme rundt i landet og besøge de forskellige værtsbyer, som skifter ved hvert landsstævne. Han mener ikke, at man kan sammenligne de forskellige stævner, og det har især noget at gøre med, hvordan stemningen i værtsbyen har været.
Især Landsstævnet i Horsens i 1990, i Svendborg i 1994 og i Silkeborg i 1998 fremhæver han som særdeles gode oplevelser. Af stemningen i de tre værtsbyer fremgik det tydeligt, at Landsstævnet var i gang. Hvor end man gik i byen, kunne man mærke ånden fra Landsstævnet, og det har smittet positivt af på Ebbe Jensens oplevelse af stævnerne.
Meget mere end gymnastik
Mange mennesker forbinder landsstævnet med gymnastik. Men tager man et kig på programmet, viser det, at der er noget for enhver smag. Man kan eksempelvis deltage i alt fra rødvinspetanque, løbe- og gåture, dronerace til mere klassiske discipliner som turneringer i håndbold, badminton og fodbold. Se hele programmet
Landsstævnet i Svendborg 2022
Til Landsstævnet i Svendborg i 2022 er det Ebbe Jensens 51. stævneår i træk, og han glæder sig meget til at komme afsted igen. Landsstævnet finder sted fra 30. juni til 3. juli 2022. Tilmeldingen er åben frem til 20. april, så du kan stadig nå med.
Fakta om DGI Landsstævne
- Arrangørerne forventer op mod 25.000 deltagere til Landsstævnet.
- Landsstævnet i Svendborg byder på mere end 30 idrætter og flere end 400 workshops. Blandt andet esport og padel, som er nye idrætter til landsstævnet.
- Landsstævnet vil også byde på store shows i form af Åbningsshowet, Efterholdets Show, GymNight, DGI Verdensholdets Show og Afslutningsshowet.