Foreningsfestival på Sluseholmen: En fantastisk dag fyldt med idræt og fællesskab

Foreningsfestivalen på Sluseholmen d. 18. januar var et strålende eksempel på, hvordan idræt kan samle både børn, forældre om gode sjove oplevelser.

Den nye, imponerende idrætshal med sin spektakulære udsigt på toppen af Sluseholmen Skole og Fritid, dannede rammen om en festlig dag, hvor ca. 500 børn og forældre fik mulighed for at prøve kræfter med en lang række idrætsgrene præsenteret af lokale foreninger.

De deltagende børn kunne blandt andet udfordre sig selv i parkour, fodbold, springgymnastik, dans, håndbold, badminton og basketball. Flere forældre nævnte efterfølgende, at deres børn gerne ville tilmelde sig en af de aktiviteter, de havde prøvet på dagen.

Der Var Aktiviteter Over Det Hele Til Sluseholmen Foreningsfestival

Der var aktiviteter over det hele til Sluseholmen Foreningsfestival

Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C) åbnede festivalen og understregede, hvor vigtigt det er, at den nye skole ikke kun er et sted for undervisning, men også fungerer som et samlingspunkt for lokalområdet på tværs af skoledagen. Skolen blev på denne lørdag et sandt medborgerhus, hvor både børn og voksne kunne finde sammen og dele oplevelsen.

Festivalen var en del af projektet Aktive Fællesskaber i Nye Bydele, som DGI Storkøbenhavn driver i samarbejde med Københavns Kommune og med støtte fra Nordea-fonden.

Anne Katrine Kaarsholm fra DGI Storkøbenhavn var begejstret for den store opbakning fra både foreningerne og de lokale familier: ”Formålet med Aktive Fællesskaber i Nye Bydele er netop at starte idrætsfællesskaber og netværk op i nybyggede boligområder. Og begge de to formål fik en kæmpe saltvandsindsprøjtning på denne dag. De lokale idrætsforeninger blev gjort meget tydelige for både børn og voksne og samtidig blev fornemmelsen af lokalt sammenhold styrket. Flere af forældrene fik snakket sammen, mens deres børn gav den gas på gulvet.”

De seks foreninger, der var med til at gøre festivalen til en succes var:

  • Valby Idrætsforening
  • Kanalbyens Idrætsforening
  • B3B Basketball
  • Ajax København
  • Boldklubben Vestia
  • Den Kreative Skole København

Læs mere om Aktive Fællesskaber i Nye Bydele her: dgi.dk/AFNB