Børne- og familiecykelruterne til Hærvejsløbet

Skab uforglemmelige minder med dit barn på to hjul til børne- og familiecykelruterne ved DGI Hærvejsløbet. Vælg mellem to sjove og trafiksikre ruter på 3,5 og 9 km, hvor alle børn og voksne kan være med.

Børnecykelrute Hærvejsløbet

Vil du give dit barn en oplevelse, som I begge vil huske?

Så er børne- og familiecykelruterne til DGI Hærvejsløbet i samarbejde med Cyklistforbundet i Viborg det perfekte valg. Her handler det ikke om at komme først, men om at nyde turen og dele magiske øjeblikke sammen.

Forestil dig glæden i dit barns øjne, når I cykler paradekørsel side om side gennem Viborgs gader. De sidste kilometer af Danmarks største motionscykelløb er jeres – en rød løber, som leder jer mod målområdet, hvor I bliver hyldet som sande cykelhelte.

Uanset om I vælger den korte 3,5 km-rute eller den lidt længere 9 km-rute, er turen skræddersyet til at være sjov og tryg for børn i alle aldre.

Og når I krydser målstregen, venter medaljer og sjove aktiviteter ved Viborg Trial Klub i målområdet – en perfekt afslutning på en dag fyldt med cykelglæde.

Begge ruter er begyndervenlige, trafiksikre og proppet med højdepunkter.

2 børne- og familiecykelruter

Børne- og familiecykelruterne starter kl. 10:00 fra sØnæs i Viborg. Du og familien kan vælge mellem to ruter:

3,5 km: Den perfekte rute for de yngste. Oplev de sidste 3,5 kilometer af Hærvejsløbets rute med start fra sØnæs, via Gl. Århusvej og Dumpen ind på den røde løber gennem midtbyen. Nyd paradekørslen hele vejen til det store målområde på Paradepladsen.

9 km: Ruten for de lidt ældre børn, der gerne vil nyde flere kilometer i sadlen inden den afsluttende paradekørsel. Ruten starter ved sØnæs og følger stierne Søndersø rundt med uret. Herefter venter samme unikke afslutning gennem byen som på den korte rute.

Hvem kan være med?

Alle kan være med uanset fart og ambitionsniveau.

Børne- og familiecykelruten er for børn i følgeskab med forældre, bedsteforældre eller søskende.

Løbe-, pedal- eller ladcykler – alle cykler er velkomne.

Det kan I opleve på børne- og familiecykelruten

  • Grøn pointspurt som i Tour de France - kan du cykle fra far eller mor? 😊
  • Målstreg og den store målportal ved Dumpen - den officielle målstreg ved Hærvejsløbet
  • Paradekørsel på rød løber gennem gågaden
  • Målstreg på Rødevej - indgangen til det store målområde på Paradepladsen
  • Paradekørsel på rød løber i målområdet
  • Medaljeoverrækkelse i mål
  • Målfoto ved finisher-væg i målområdet
  • Kom og prøv-aktiviteter i målområdet i samarbejde med Dansk Skolecykling og Viborg Trial Klub