BliGlad feat. Yepha og Jøden

De kærlige reggaehelte BliGlad tropper op med festlige rytmer, når de gæster L2025, og de har Yepha og Jøden med.

61523_61290_60558_L2025_Musik_bliglad_712x475

Koncert: Fredag 4. juli kl. 23.30 i Byparken i Midtbyen
(Koncerter i Byparken er for alle)

BliGlad dansede sig for alvor gennem lydmuren med debutalbummet 'Kærlighed til folket' i 2007.

Titelnummeret, som de lavede sammen med Peter A.G., fik især radiokanalerne til at gynge, og et øjeblik blev hele landet grebet af en bølge af først dansksproget reggae og derefter dancehall.

Humoren og dansabiliteten eskalerede på 'Bare spil noget lårt' fra 2009, så man kunne svinge benene som en 'Skinke med laksko', og da bandets tredje langspiller 'Hjem til Harlev' udkom i 2012, blev der pøset funky genretwists i form af afrobeat, surf og disco i bandets boblende grønne, fritflydende musikalske eliksir.

Det smittede af på deres efterfølgende tak-for-nu-turné, hvor alle bandets numre med egne ord fik »et spark bagi af en afrikansk hest«.

Siden da var der stille i mere end et årti, men i sommeren 24’ var freden forbi. Og til Landsstævnet i Vejle fortsætter festen, når det er tid til, at 'Alle rør sig'.