5192 efterskoleelever er klar til at give den gas. Fuld gas

5192 efterskoleelever og 1100 højskoleelever er ankommet til DGI Landsstævne, og til efterskolernes første fællestræning bød DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen og formanden for Efterskolerne velkommen.

5.192 efterskoleelever har indtaget DGI Landsstævne.

Det summer af liv og forventningsglæde i Vejle. Mandag ankom efterskoleelever og højskoleelever topklar til et væld af aktiviteter og fælles træninger, inden DGI Landsstævne for alvor sættes i gang for alle 22.200 deltagere med Åbningsaftenen torsdag den 3. juli.

I bagende sol på Landsstævnestadion bød DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen velkommen til de 5.192 efterskoleelever, inden de tog fat på prøverne til showet Dare2Dream, der opføres både fredag og lørdag.

”Jeg kan love jer kæmpestore oplevelser, og I vil også komme til at give os, der oplever jer, kæmpestore oplevelser. Tusind tak fordi I er her. Jeg vil opfordre jer til at tage alt muligt ned i rygsækken undervejs, så I kan kigge tilbage på stærke minder. Fordi det er sådan at når alle er med, så vinder vi alle sammen.”

Busserne ville fylde 1,7 kilometer

Og vi siger det bare. Det så vildt ud, da de 5.192 efterskoleelever ankom til DGI Landsstævne. Først kom eleverne kørende i busser fra hele landet. Der var så mange busser, at hvis de havde parkeret i en lang række, ville de fylde 1,7 kilometer.

Efter madpakkerne myldrede de mange elever hen til Landsstævnestadion, hvor efterskoleholdet var samlet for allerførste gang, musikeleverne ved scenen og bevægelseseleverne på græsset i strålende sol.

En uge eleverne aldrig glemmer

Formand for Efterskolerne Torben Vind Rasmussen bød også velkommen til de mange elever og lovede dem en uge, de aldrig glemmer.

57 efterskoler er med til DGI Landsstævne, og eleverne spiser i alt ca. 105.000 måltider i løbet af Landsstævneugen. Og når Efterskoleholdet skal have mad, hjælper 120 frivillige ved hvert måltid.

Torben Vind Rasmussen opfordrede i sin velkomsttale eleverne til at være opmærksomme på de mange Landsstævne-frivillige i orange t-shirts.

”De frivillige serverer mad, tømmer skraldespande, er nattevagter på jeres skoler, styrer parkering, sætter hegn og skilte op. De har en frivillig T-shirt på så send dem et smil og et hej, når I møder dem,” sagde Torben Vind Rasmussen.

Hej Frivillig

Herefter råbte alle eleverne i kor ”Hej Frivillig,” hvorefter Torben Vind Rasmussen sluttede af med ordene:

”Tillykke med at I er her. Smil til verden og giv den gas. fuld gas. Godt landsstævne!”