Det skal du nå inden 24. april 2025
Vi lukker for 4-dages-tilmeldingen og holdoprettelsen d. 24. april kl. 23.59, og derfor er der en række ting, du skal nå inden da.
Derfor lukker vi tilmeldingen
For at vi kan nå at blive klar med alt det praktiske inden Landsstævnet, så bliver vi nødt til at lukke for tilmeldingen for 4-dages-billetter d. 24. april kl. 23.59. Efter det går både DGI Landskontor, alle de 14 DGI landsdelskontorer og Vejle Kommune i gang med at detailplanlægge alle de sidste detaljer ud fra alle de tilmeldinger, der er kommet ind.
Det handler for eksempel om, at vi skal have fordelt jer ud på overnatningsstederne ud fra de landsdele, I har valgt; vi skal klargøre planlægningen af maden ud fra de madbilletter, I har købt, og alle idrætterne skal koordinere deres aktiviteter ud fra, hvor mange der har tilmeldt sig hver enkelt aktivitet.
OBS - det er stadig muligt at købe 1-dags-billetter og showbilletter efter d. 24. april!
Det skal du nå som 4-dages-deltager og holdopretter
For det første: Har du ikke købt en 4-dages-landsstævnebillet endnu, skal du have gjort det.
Har du allerede sikret dig din 4-dages-billet, får du her tjeklisten af ting, du skal nå inden 24. april. Log ind i din tilmelding og tag stilling til følgende:
Tjekliste for 4-dages-deltagere og holdopretter
- Tilmeld dig de idrætsaktiviteter, der kræver tilmelding.
- Vælg overnatningsform, og vælg hvilken landsdel du vil bo med.
- Køb madbilletter.
- Meld dig til åbningsparaden.
- Kun for holddeltagere og holdoprettere:
- Jeres instruktør skal have oprettet jeres hold.
- Hver holddeltager med 4-dages-billet skal have koblet sig på jeres hold i deres tilmelding. (OBS: 1-dags-deltagere kan godt koble deres tilmelding op på allerede eksisterende hold efter 24. april. Det kan 4-dages-deltagere ikke. Deres tilmelding lukker helt efter 24. april, så vi kan nå at planlægge overnatning, parade osv.)
- Alle på holdet skal have købt en landsstævnebillet (1-dags eller 4-dages). Det er ikke nok kun at have oprettet holdet. Landsstævnebilletten bliver ombyttet til et armbånd ved ankomst, og det er kun deltagere med armbånd, der har adgang til idrætsaktiviteterne.
Det er ikke obligatorisk, at du gør alt det ovenstående, men du skal være opmærksom på, at hvis du er interesseret i de nævnte valg, så skal det gøres inden, vi lukker for tilmeldingen. Vi kan ikke hjælpe dig med det bagefter.
Det skal du nå som 1-dags-deltager
Hvis du stadig overvejer om det er en 1-dags-billet, du er interesseret i, så har du god tid - du kan nemlig købe 1-dags-billetter (til fredag og lørdag) helt frem til 5. juli. Og i samme periode kan du også redigere i din tilmelding.
Har du allerede sikret dig din 1-dags-billet, får du her tjeklisten af ting, du skal være opmærksom på ift. 24. april:
Tjekliste for 1-dags-deltagere
- Hvis du vil deltage i en holdaktivitet og skal oprette dit eget hold, skal det gøres inden 24. april.
- Du kan tilmelde dig idrætsaktiviteter helt frem til Landsstævnet, men vær opmærksom på at flere aktiviteter begynder at være udsolgte, så vent ikke for længe.
- Du kan købe p-billetter helt frem til Landsstævnet, men p-pladserne kan blive udsolgte, så vi anbefaler, at du ikke venter for længe, hvis du er interesseret i en p-billet til landsstævne-p-pladser.
- Kun for holddeltagere og holdoprettere:
- Jeres instruktør skal have oprettet jeres hold inden 24. april.
- Hver holddeltager med 1-dags-billet skal have koblet sig på jeres hold i deres tilmelding inden Landsstævnet. (OBS: 1-dags-billetter kan købes helt frem til 5. juli 2025. Og 1-dags-deltagere kan godt koble deres tilmelding op på allerede eksisterende hold efter 24. april. Det kan 4-dages-deltagere ikke. Deres tilmelding lukker helt efter 24. april, så vi kan nå at planlægge overnatning, parade osv.)
- Alle på holdet skal have købt en landsstævnebillet (1-dags eller 4-dages). Det er ikke nok kun at have oprettet holdet. Landsstævnebilletten bliver ombyttet til et armbånd ved ankomst, og det er kun deltagere med armbånd, der har adgang til idrætsaktiviteterne.
Hvordan kommer du ind i din tilmelding og redigerer?
Den nemmeste vej er via det link, der er i den ordrebekræftelsesmail, du fik, da du tilmeldte dig. Se guide til redigering
Hvad skal du så efter 24. april?
Der skal du simpelthen bare glæde dig! Og få styr på det sidste i dit program - der er jo en masse Kom og prøv-aktiviteter, som du kan gå på opdagelse i. De aktiviteter kræver ikke, at du tilmelder dig på forhånd. Du kan bare møde op på dagen, så længe du har landsstævnearmbånd på. Så find ud af, hvilke du synes er spændende og gem dem i dit program, så det er nemt at gå til, når først du står i Vejle til sommer.
Og så skal du selvfølgelig huske, at du stadig kan købe showbilletter helt frem til under Landsstævnet. Og har du eller dine venner ikke fået købt landsstævnebilletter, så kan 1-dags-billetter også købes helt frem til 5. juli.