Godmorgenguide: Mandag
Landsstævneugen er nu i gang, og vi giver dig her lidt info om dagen i dag.
Højdepunkter fra programmet i dag
I dag ankommer alle efterskole- og højskoleelever til Vejle. De har et spændende program foran sig, inden Landsstævnet for alvor går i gang på torsdag.
De afslutter deres efterskoleår og højskoleophold på Landsstævnet og får nogle virkelig gode oplevelser med sig hjem.
I Bredsten går Aktivitets- og Kulturdagene i gang. Det er højskole-, aktivitets- og kulturdage for seniorer.
Efterskolerne
Knap 5.200 efterskoleelever ankommer ml. 10.00-11.00 til deres indkvarteringssteder Rosborg Gymnasium, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Syddansk Erhvervsskole, Vejle Tekniske Gymnasium, Campus Vejle, Spinderihallerne, Mølholm Skole, Sct. Norberts Skole, Vejlemidtbyskolen, Nørremarkshallen og Novaskolen.
Kl. 12.00 bydes alle efterskoleeleverne officielt velkommen til Landsstævnet af DGI’s formand Charlotte Bach Thomasen. Herefter starter intens træning af efterskolernes show Dare2Dream.
Højskolerne
Højskolerne ankommer mellem kl. 10-14 på Rødkilde Gymnasium, hvor de skal bo. Herefter skal de hygge sig med forskellige aktiviteter, og efter aftensmad er der velkomst og fællessang.
Aktivitets- og Kulturdagene
Deltagerne ankommer til Bredsten sidst på eftermiddagen, og om aftenen vil der være velkomst, fællessang og foredrag med TV-lægen Peter Q. Geisling.
Lokale aktiviteter
Vil du med på en gåtur gennem det, der skal være en helt ny bydel i Vejle? Landsstævnecentrum ligger der, hvor den fremtidige bydel Ny Rosborg vokser frem. Allerede nu kan du tage på tur og opleve området mens det udvikles. Brug de nye stier og broer til at komme rundt og se/læs mere om alt det, der er og kommer til at ske.