Krydr dit program med nye idrætter

Til DGI Landsstævne 2025 skal du selvfølgelig dyrke din egen idræt, men husk også alle de mange mindre kendte idrætter, som du måske ikke lige umiddelbart har tænkt på. De er perfekte til at give dit program et lille ekstra tvist.

Med mere end 30 idrætter og flere end 300 aktiviteter er Landsstævnet Danmarks største idrætsfestival, og der er derfor noget for alle.

Vi guider dig her til programforslag til de mange mindre og måske for dig uprøvede idrætter. Landsstævnet byder naturligvis også på de store kendte idrætter som gymnastik, håndbold, fodbold, skydning og mange flere, men der er så meget mere, du også kan kaste dig over.

Så kom i gang med at planlægge dit program: Ned i sofaen, benene op, PC'en på skødet, kalenderen i hånden og vennerne i røret - og så ellers klø på med at sammensætte en uforglemmelig oplevelse.

Esport - Udfordr dine venner til kamp!

Start Landsstævnet ud med at prøve JABII om torsdagen. JABII Arena Battles er et interaktivt kampspil, der består af sensor-fyldt sportsudstyr, der kan forbindes med en app. Det kombinerer det bedste fra den digitale verden af gaming med fysisk aktivitet. 

Eller prøv Sim-racing og brænd noget virtuelt gummi af i denne digitale motorsport. Vil du hellere erobre et univers, så kast dig over det populære Fortnite. Og vil du øve din præcision og hurtige refklekser, så prøv Drone race.

MTB - op med pulsen

Torsdag eftermiddag kan du opleve Vejle på MTB på en 28 km lang guidet tur! Turen er på ca. 410 højdemeter, hvor vi kører forbi flere af Vejles vartegn som Vejle Fjordbroen, Bølgen og Møllen ved Kiddesvej. Derudover kommer vi forbi flere MTB spots som Himmelpinden, Trailpark Vejle, cykeltræningsanlæg i Finlandsparken, Vejle Bike Park samt Sønderskoven og Nørreskoven, som der også er ture til fredag og lørdag.

Beachvolley - solskin, sved og sejr

Ingen fredag uden en beachvolley-turnering i sandet! Vi har over 30 baner klar til den store beachvolleyturnering under L2025, skal du have et hold med?

Floorball - stav, sjov og smæk på

Hvorfor ikke samle et hold venner og starte fredagen med en underholdende floorball-turnering, som du kender det fra idrætstimerne i skolen? Floorball er altid et hit, fordi det er hurtigt, sjovt og simpelt, og alle kan være med. 

Golf - sving løs

Er du mere til at starte dagen i den grønne natur, så kunne du også tage ud og svinge med golfkøllerne. Vores engagerede instruktører står klar med instruktion i Vejle Golf Club.  

Bordtennis - grib battet 

Eller hvad med et slag uformelt Rundt-om-bordet-bordtennis? Har du brug for lidt ekstra smil på læben, så vælg et spil med store eller små bat og bolde. Der er garanti for latter og nye venskaber. 

I kunne jo også kaste jer over Street bordtennisTag en dyst mod en god ven eller spil mod en ny. Der er mulighed for at få sved på panden og et smil på læben, når vi har gjort klar til kamp og leg ved udendørsbordene på Idræt for alle-pladsen.

Biathlon - skiskydning i løbesko

Er du mere til præcision og koncentration, så skal der tænkes i biathlonDu har sikkert hørt om skiskydning. Skytter på ski, der dyster i langrend og skydning. Puls og koncentration, intensitet, spænding og ekstrem konkurrence. Hele fredag får du muligheden at prøve kræfter med sporten. I sommerudgaven skifter vi bare ski ud med løbesko, og riflen løber vi ikke med. Alt andet er præcis, som du kender det fra skiskydning.

Yoga, isbad og saunagus

Du kan også rejse lidt mere indad og pleje din krop. Vil du for eksempel have blødgjort bindevævet med Fascia Release Yoga? Eller have øget din kropsfornemmelse med Yin Yoga? Eller hvad med at få styrket og mobiliseret din krop med Yogalates? Eller prøve forskellige dufte til saunagus og kombinér gusen med isbadning i kar for en fuld velværeoplevelse.

Løb & gang - gå eller løb dig frisk

Efter en festlig fredag aften med showskoncerter og fester findes der vel ikke noget bedre end at vågne op lørdag morgen til en frisk gåtur - hvad med at gennemføre et Walkathon på enten 10 km eller 21 km?

Der er plads til alle - også dem med tømmermænd. 

Du kan også vælge at starte lørdag morgen med at løbe 5 km, 10 km eller et halvmarathon. 

Krolf - social hygge og motion

Hvis du hellere vil holde dig tættere på jorden lørdag morgen, kunne du jo også stille op i en turnering i krolfhalvt krocket, halvt golf, helt sjovt og uden tvivl noget for dig.

Krolf er for dig, der er til sociale stunder i hyggelige omgivelser og motion i et roligt tempo. Udstyret er næsten, som du kender det fra krocket med en kraftig kølle og en stor kugle, og spillereglerne er stort set ligesom i golf.

Krocket - taktik, sjov og spænding

Krocket er også på programmet lørdag morgen, så det kunne også være en mulighed. Krocket udfordrer din koncentration, balance og teknik i jagten på det perfekte slag. Børn og voksne har længe moret sig sammen over et spil krocket i den danske sommer, og idrætten er derfor ofte synonym med dansk hygge. Men krocket er faktisk meget mere end det. Det er en seriøs sport, der bliver spillet på en større bane og med andre spilleregler.

Bowls - gejst og glæde

Lørdag kan du også nappe en turnering i den spændende idræt bowls. Tag udfordringen op og prøv det bedste af petanque og curling. Bowls er et spil, hvor målet er at rulle skævt vægtede eller lidt asymmetriske kugler, kaldet Bowls, nærmest til en noget mindre hvid eller gul kugle kaldet JACK. Find kampglæden frem og hyg med nye og gamle venner.

Kampidræt - find din indre styrke

For lige at komme helt op på dupperne lørdag eftermiddag, så kunne du for eksempel prøve Fald-Træning, Bokse Fitness, Taekwondo eller Judo.

Stand Up Paddel og indre ro

Vil du kræse lidt for dig selv og dine venner, så invitér dem med til SUP Yoga og Mindfulness på vandet lørdag eftermiddag. 

Udfordr din balance, dit mod, din muskelkontrol og dig selv. SUP står for Stand Up Paddle - Så SUP yoga er altså yoga udført på et SUP board direkte på vandet!

I SUP-yoga bliver balancen udfordret, fordi underlaget bevæger sig - hvilket er udfordrende for koordinering af bevægelser og balancen. 

Stemningen er ofte lidt mere legende og eksperimenterende, fordi vandet og bevægelsen i underlaget skaber spænding og intensitet på en anden måde end i et lokale eller på fast underlag. Og det er ikke så svært, som det lyder – så kom og prøv det af.

Tilmelding og mit program

Som du kan se har du en palette af fremragende oplevelser at vælge imellem. Så kom du bare i gang:

Se alle aktiviteter og skræddersy dit program

Husk at tilmelde dig de aktiviteter, der kræver tilmelding. Det kan du gøre inde i din landsstævnetilmelding. OBS: Skal gøres inden 24. april.
Og husk at du har mulighed for at gemme dit program ved at logge ind i Mit program.

Med Mit program kan du også downloade en printvenlig pdf med dit skræddersyede program, men det nemmeste er, at du kan se alle dine gemte aktiviteter i den app, der bliver tilgængelig under Landsstævnet. Med mobilen i hånden har du alt, hvad du skal bruge.