Landsstævneopgave skal genskabe en duft af Tour de France

Det kræver knofedt at rekruttere folk til Landsstævnets mange frivillige opgaver, og i Vejle-foreningen Hover IF håber de at indsatsen skaber en særlig lokal oplevelse.

4500 frivillige fik i 2022 Landsstævnet i Svendborg til at spille. Foto: Bo Nymann

Samtidig med at mange landsstævnedeltagere kunne nyde afslutningsshowet søndag den 2. juli 2022 efter et veloverstået Landsstævne i Svendborg, stimlede henimod 2.000 mennesker sammen ved Hover Stadion i Uhrhøj i det nordlige Vejle. De kom for at heppe på Tour de France-rytterne, som susede forbi Hover Stadion på tourens 3. og sidste etape på dansk jord.

Den stemning husker mange lokale i Uhrhøjområdet, og det er drømmen om at skabe en tilsvarende intensitet, der har fået ledere i Hover IF til at hoppe ud i opgaven med at skaffe 200 frivillige til opgaver i forbindelse med deltagerindkvartering og -overnatning på Petersmindeskolen, afvikling af Landsstævnets håndbold- og fodboldturneringer på Hover Stadion og bemanding af madboder samme sted.

”Vi gør det ikke for pengene skyld, men for fællesskabet. Det er en god måde at styrke fællesskabet på tværs af idrætsgrenene i Hover IF og i lokalsamfundet. Vi husker stadigvæk, da Tour de France cyklede forbi Hover Stadion. Vi blev noget overraskede over fremmødet. Den glæde og begejstring vi oplevede der, vil vi prøve at genskabe,” fortæller Jørgen Pripsøe, formand for gymnastikafdelingen i Hover IF.

Fælles plan, men tredeling af opgaven

Deres praktiske opgaver falder i tre kategorier. Af denne og andre grunde har foreningen delt ansvaret i tre, så Jørgen Pripsøe bliver ansvarlig for foreningens opgaver på Petersmindeskolen, Hans Jessen fra hovedbestyrelsen får ansvar for aktiviteterne på Hover Stadion – og Tommy Rasmussen fra fodboldudvalget får ansvar for madboder og forplejning.

”Vi har hver vores område. Der skal bruges flest frivillige til afvikling af fodbold- og håndboldturneringerne, næsten lige så mange på Petersmindeskolen – og lidt færre til madboderne,” fortæller Jørgen Pripsøe og om den fælles plan siger han:

”For at skaffe frivillige lavede vi en fælles tilmelding. Det gjorde vi via vores hjemmeside, hover-if.dk, hvor du på forsiden kan tilmelde dig. Så har vi skrevet til alle vores medlemmer via Facebook og Conventus. Det er de to primære kanaler foruden hjemmesiden. Vi har opfordret folk til at melde sig og gav dem derefter mulighed for at vælge vagter.”

Mangler fortsat frivillige

I starten af juni havde Hover IF 100 frivillige på listen, så der er et stykke vej til de 200, de sigter på.

”Vi havde håbet på flere, men Landsstævnet foregår i en uge, hvor folk er på arbejde eller også har de planlagt at holde ferie. Jeg synes egentlig det er fint nok. Der er ikke så mange, der bare har fri til at kunne hjælpe. Vi vil stadigvæk prøve at finde flere. Det er ikke sådan, at vi bare siger, at vi fandt 100 og det var det.”

Men Jørgen Pripsøe er også bevidst om, at det ikke har gavnet rekrutteringsprocessen, at idrætsforeningen kom sent i gang med processen – ikke fordi de er langsomme i optrækket, men fordi de først sent blev opmærksomme på muligheden for at indgå en såkaldt foreningsaftale. Landsstævnearrangørerne opererer nemlig med, at såvel enkeltpersoner som foreninger kan melde sig som frivillige.

”Som forening bød vi ind på det hele, fordi det gav mening at skaffe nogle lokale, som kender både stadion og Petersmindeskolen. Det var i marts i år, og først da vi havde dialogen med DGI, fandt vi ud af, at vi kunne melde os som forening,” siger Jørgen Pripsø og peger på, at på det tidspunkt havde nogle allerede meldt sig individuelt, ligesom arrangørerne af åbningen også var tidligt i gang med at rekruttere hjælpere til åbningsparade og -show.

Festivalstemning i teltet

Lederne i Hover IF er dog fortsat indstillet på at skabe en sjov og festlig oplevelse for de frivillige, men også at det også er hårdt arbejde.

”At have en brandvagt på skolen er måske ikke det mest motiverende. Men man kan sagtens have det sjovt, mens man arbejder.  Og vi laver et ekstra telt, som vi gør hyggeligt. Det er der, man møder ind. Der vil være drikkevarer, lidt snacks og musik, så det bliver samlingsstedet, hvor vi prøver at skabe lidt festvalsstemning,” siger Jørgen Pripsøe.

> Sådan bliver du frivillig ved Landsstævnet i Vejle.