Møbler skal bringe folk sammen til Landsstævnet
Elever fra Syddansk Erhvervsskole bygger møbler, der samler deltagere og gæster til DGI Landsstævne 2025.
Til DGI Landsstævne 2025 skal Vejle by fyldes med fællesskab. I DGI og Vejle Kommune er vi derfor i gang med at skabe møbler, der bygger bro mellem mennesker.
I samarbejde med Syddansk Erhvervsskole i Vejle har tre elever, Salli, Nicoline og Kenneth, bygget en skabelon for et fællesskabsmøbel. Møblerne skal fungere som samlingspunkter, og de vil være synlige i bybilledet langs Landsstævnets hovedgade – Ramblaen.
Designet af de tre elever er både praktisk og kreativt. Møblerne kan stables og samles på mange forskellige måder – næsten som et gigantisk LEGO-sæt.
”Det er helt genialt tænkt,” siger Thomas Dahl, der er projektleder i DGI, og beskriver møblerne som byggeklodser, der kan formes til slanger, cirkler eller andre kreative mønstre, som folk kan sidde i.
Nicoline Jensen har været med til at bygge skabelonen, og hun håber, at de kreative samlinger gør, at folk kan mødes på tværs.
”Så kan man sætte sig, selvom man måske ikke kender hinanden, men alligevel så man kan komme til at snakke og lære hinanden at kende,” fortæller hun.
Landsstævnet handler om både de små og de store fællesskaber. Så det, at vi kan skabe nogle rum, hvor man mødes på kryds og tværs, er super vigtigt.
Thomas Dahl
Et historisk symbol for mødested
Som en del af de færdige møbler bliver der også integreret et lindetræ. Historisk har træet været et mødested for sociale begivenheder og et symbol for fællesskab, samtidigt med at lindetræet også er en del af Vejles kommunevåben.
Den symbolik kommer nu fysisk til Landsstævnet som konkrete samlingspunkter.
”Landsstævnet handler om både de små og de store fællesskaber. Så det, at vi kan skabe nogle rum, hvor man mødes på kryds og tværs, er super vigtigt,” siger Thomas Dahl.
Møblerne bliver lavet af genbrugstræ og vil være tilgængelige ved fremtidige arrangementer i Vejle Kommune efter Landsstævnet. Projektet er støttet af Middelfart Sparekasse.
Møblerne kan sammensættes på mange måder og sættes i cirkler, slanger eller stables.Foto: Katrine Gregersen