Stor jubel, da Kongen spillede pickleball til DGI Landsstævne
Kongen spillede pickleball, oplevede efterskoleelevernes generalprøve på deres store show og mødte frivillige, da han fredag besøgte Danmarks største idrætsfestival.
H.M. Kongen gav efterskoleelever, pickleballspillere, frivillige og de mange Landsstævnedeltagere en ekstra oplevelse, da han fredag besøgte DGI Landsstævne i Vejle.
Kongen blev modtaget ved Landsstævnecentrum af DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen og Vejles borgmester Jens Ejner Christensen.
”Det har været fantastisk at have besøg af Kongen og mærke hans opbakning til aktive fællesskaber. Det betyder rigtig meget for idrætsforeninger, deltagere, frivillige og gæster, at Kongen oplever Landsstævnet,” siger Charlotte Bach Thomassen.
5.192 efterskoleelever, frivillige og gymnastikopvisning
H.M. Kongen, som er protektor for DGI, fik fornøjelsen af at overvære Efterskoleholdets træning på Landsstævnestadion.
Her var de 5.192 elever i fuld gang med at forberede deres store show og Kongen talte med to efterskoleelever, Ingrid og Karl Emil, som i deres fritid er henholdsvis hjælpetræner i gymnastikforening og fodboldtræner.
Kongen cyklede på en gul-grøn landsstævnecykel ad Landsstævnets festlige hovedgade, Ramblaen til Frivilligteltet, hvor cirka 4.000 frivillige har et velfortjent åndehul under Landsstævnet. Her talte Kongen med to frivillige, Lauge og Pernille, der hver især tager en tørn og oplever glæden ved at løfte i flok på Landsstævnet.
Kongen var også forbi det store gymnastikgulv og klappede af det lokale gymnastikhold fra Gaurslund ’Karl O Pige,’ der var i gang med opvisningen.
Kongen smøgede ærmerne op til pickleball
På Idræt-for-alle-pladsen, hvor målet er er at inspirere til idræt, som alle kan være med til uanset funktionsniveau, var Kongen klar til en pickleballdyst, en af de nye idrætstrends til DGI Landsstævne.
Efter en kort introduktion af DGI’s pickleball-konsulent smøgede Kongen ærmerne op og spillede en lille match på banen til stor jubel for de mange fremmødte Landsstævnedeltagere og vejlensere.
”Jeg er superstolt over at vise Kongen rundt til DGI Landsstævne og give et indblik i de mange forskellige idrætter og aktiviteter. Landsstævnet er på mange måder er en maggi-terning af alt det, der foregår idrætsforeningerne i hverdagen,” siger Charlotte Bach Thomassen.
DGI Landsstævne har flere gange haft kongeligt besøg. Dronning Margrethe har tidligere overværet åbningen af Landsstævnet i blandt andet Aalborg i 2017 og i Holbæk i 2009. Og da der sidst var Landsstævne i Vejle i 1961 var Kong Frederik IX med.
Fakta om DGI Landsstævne
- 22.200 deltagere er tilmeldt DGI Landsstævne 2025 i Vejle – heraf 5.196 efterskoleelever.
- Landsstævnet arrangeres i samarbejde mellem DGI og Vejle Kommune. Nordea-fonden er hovedsponsor.
- Landsstævnet byder på 30+ idrætter og 300 aktiviteter fra den 3.-6. juli.
- Formålet er at inspirere til bevægelse samt fremhæve foreningernes betydning for folkesundheden.