1-dags-deltagere

Her er praktisk info for dig, der har købt en 1-dags-billet til fredag eller lørdag

Din ankomst og dit armbånd

Dit første stop på Landsstævnet er én af vores infoboder, hvor du skal checke ind for at få armbånd på. Det armbånd skal du bære hele dagen, mens du er til Landsstævnet. Det giver adgang til idrætsaktiviteter og festteltene i Stævnecentrum.
(Hvis du dyrker kontaktsport, anbefaler vi, at du taper dit armbånd fast eller bruger et svedbånd under kampen/aktiviteten.)


Adresse og åbningstider for check in i infoboderne

Infoboden i Stævnecentrum (Plænen foran Rosborg Gymnasium)
Vestre Engvej 61M
7100 Vejle

Infoboden ved Vejle Station
VisitVejle
Banegårdspladsen 8
7100 Vejle

Se åbningstider for infoboder

I åbningstiden står frivillige klar til at hjælpe dig. Du checker ind ved at vise din landsstævnebillet via din mail på din telefon, via L2025-appen eller som print. Når din stregkode er scannet, får du dit armbånd på.

OBS: Hvis 1-dags-deltagere ønsker at få armbånd på tidligere end kl. 8.00 den dag, de har købt billet til, er det muligt at få armbånd på dagen før. Armbåndet er dog først gyldigt til dagen efter.

Transport til og rundt i Vejle

Vi anbefaler, at du benytter dig af offentlig transport til Vejle, og vi anbefaler, at du tager hjemmefra i god tid – der er mange, der skal til Vejle i de dage.

Når du er ankommet til Vejle, er alt bustransport gratis under Landsstævnet (undtagen regionale busser), og du kan nemt bruge Rejseplanen.dk til at finde dine busruter.

Der er shuttlebusser imellem Vejle Station og Stævnecentrum med stop i Mariaparken og Spektrum på vejen. MEN: Vi anbefaler klart, at du i stedet går eller cykler den 1,5 km-strækning. Det er nemlig L2025’s festlige hovedgade Ramblaen, hvor der vil være hygge og underholdning undervejs.

Der er busser ud til alle aktivitetssteder rundt i og omkring Vejle (undtagen Ødsted, hvor bil er nødvendig). Som hovedregel kan du IKKE køre i bil til aktivitetsstederne, da der ikke er parkering de enkelte steder (undtagen Pickleball, Skydning og Golf). Så vi anbefaler buskørsel. Find din rute på Rejseplanen.dk

OBS: Vi har sat ekstra buskørsel ind på oplandsbusserne. På rute 204 til Børkop og Brejning er der ekstra afgange lørdag og søndag, og det samme kommer der på rute 214 til Give. Der er også planlagt natbuskørsel til Vandel, Ågård, Egtved og Hedensted, så man også som en lokal gæst kan komme hjem i seng. Se alle afgange på Rejseplanen.dk.
Alle kan køre gratis med bybusser, lokalbusser og landsstævnebusser – man stiger bare på bussen. Hvis man skal køre med en regional bus, er det faktisk også muligt at gøre dette gratis. Det kræver blot, at man henter en gratis eventbillet i appen Rejsebillet. Eventbilletten kan findes under ’special billetter’ i appen, og den gælder til et hel dags gratis kørsel med de regionale busser – inden for Vejle Kommunes grænser. Hvis man har brug for flere dages kørsel, henter man blot en ny billet næste dag.

Info om busser

Parkering

Parkering for alle andre end landsstævnedeltagere med 4-dages-armbånd kræver p-billet, som skal købes til udvalgte pladser på forhånd på Billetten.dk.
 
Parkering koster fra 50 til 100 kr. - afhængig af hvilken p-plads, du køber billet til.

Mad og drikke

Der vil være rig mulighed for at købe mad og drikke i vores festivalzoner ved de forskellige madboder eller på caféer og restauranter i Vejle. Der vil desuden være vandposter, hvor du kan fylde din drikkedunk.

Download appen

Inden du tager afsted hjemmefra, så sørg for at downloade L2025-appen. Har du den allerede, så sørg for at opdatere den og logge ind i den. I appen finder du programmet, et digitalt kort, praktisk info og dine billetter. Har du ikke mulighed for at bruge apps, kan du finde både program og praktisk info på L2025.dk. Dine billetter har du fået tilsendt på mail, da du tilmeldte dig.

Vi glæder os til at se dig!

61769 Kort 1 Landsstævneoverblik RGB