Armbånd

Alle landsstævnedeltagere skal have synligt armbånd på under Landsstævnet

Når du tilmelder dig Landsstævnet, får du tilsendt en billet. 

Ved ankomst til Vejle, viser du billetten og får udleveret et armbånd. 

Armbåndet skal bæres synligt under hele Landsstævnet. Det giver nemlig adgang til alle idrætsaktiviteter. Du kan for eksempel ikke lave opvisninger med dit hold, hvis du ikke har armbånd på. Dit armbånd vil blive scannet ved ankomst til idrætsaktiviteten. 

Har du et 4-dages-armbånd, giver det også adgang til indkvarteringssteder og til festteltene og talk-teltet i Stævnecentrum. Har du tilmeldt dig paraden, er det også et krav, at du har armbånd på. 

Så for at sige det som det er: Ingen arme, ingen småkager. Ingen armbånd, ingen landsstævnesjov😊

Sådan får du dit armbånd, hvis du har en 4-dages-billet og har bestilt landsstævne-overnatning:

Når du ankommer til dit indkvarteringssted i Vejle, viser du din deltagerbillet. Det er der tre forskellige måder, du kan gøre på:

  1. Via L2025-app'en. Sørg for at have downloadet vores app hjemmefra og log ind med det samme log in, som du brugte, da du tilmeldte dig Landsstævnet. Så ligger din billet nemlig klar inde i app'en - lige til at scanne. Det er så smart. Mere om appen
  2. Find din kvitteringsmail på din mobil og åbn den vedhæftede billet. Du fik den mail, lige efter du tilmeldte dig. Hvis ikke du kan finde den, kan du logge ind på Mit DGI og finde din landsstævnetilmelding og få gensendt mailen.
  3. Du kan printe billetten hjemmefra, men det er ikke længere 1993, så det er lidt skørt😉  

Vi åbner for alle indkvarteringssteder onsdag kl. 15.00. 

Sådan får du dit armbånd, hvis du selv har sørget for overnatning, eller hvis du har en 1-dags-billet: 

Du får dit armbånd udleveret i vores infoboder: I Stævnecentrum eller ved Vejle Station. Du kan vise din billet på de samme tre måder, som beskrevet ovenfor.

Se åbningstider og adresser for infoboder

OBS: Hvis 1-dags-deltagere ønsker at få armbånd på tidligere end kl. 8.00 den dag, de har købt billet til, er det muligt at få armbånd på dagen før. Armbåndet er dog først gyldigt til dagen efter. 

Bor du tæt på Vejle? Få dit armbånd på før Landsstævnet

Er du i Vejle mandag 30. juni ml. 17.00-20.00 eller tirsdag 1. juli ml. 17.00-20.00, har du mulighed for at få dit armbånd på allerede dér i DGI Huset (kig efter en L2025-stand). Husk din billet. 

Kontaktsport og armbånd

Hvis du dyrker kontaktsport, anbefaler vi, at du taper dit armbånd fast eller bruger et svedbånd under kampen/aktiviteten. 

Er du ikke deltager?

Så behøver du ikke armbånd - du er velkommen til at være tilskuer til meget af det, der sker rundt omkring. Men du går jo selvfølgelig glip af rigtig meget af det sjove, så du kunne jo overveje at købe en 1-dags-billet. Mere info om at være tilskuer