180 gymnaster stiller op til DGI Verdensholdet

Fra 7.-9. februar deltager 180 gymnaster i udtagelsen om én af de 28 eftertragtede pladser, som vil bringe dem verden rundt som ambassadører for dansk gymnastik, fællesskab og foreningsliv.

Foto: Vibeke Green (arkivfoto9

DGI Verdensholdet udtages hvert andet år. I 2025 har i alt 180 gymnaster tilmeldt sig udtagelsen i håb om, at de får muligheden for at blive en del af DGI Verdensholdet 2025-2026.

For at komme igennem nåleøjet skal en gymnast besidde en lang række gymnastiske færdigheder. Derfor består udtagelsen af spring- og bevægelsesmoduler, rytmesekvenser og en styrkeprøve.

Men gymnastikken gør det ikke alene. Gymnasterne på DGI Verdensholdet skal repræsentere værdierne i DGI og det foreningsliv, som har formet dem.

Gymnasterne skal således være vigtige rollemodeller for både børn, unge og voksne og viderebringe glæden ved bevægelse og leg i fællesskab med andre. Alt sammen med fokus på at motivere flere til at være aktive og styrke trivslen.

En personlig samtale 

Derfor er en personlig samtale også en central del af udtagelsen. 

”I løbet af weekenden fraskiller vi gymnaster løbende, så vi til sidst ender med en bruttotrup på 40 gymnaster, der alle har gymnastiske færdigheder til at blive udtaget. Til den personlige samtale får de mulighed for at fortælle om deres baggrund, deres tilknytning til foreningslivet – både som gymnast, instruktør og frivillig - og hvordan de for eksempel ønsker at bidrage til egen og resten af holdets trivsel, hvilket er noget vi vægter meget højt,” fortæller Jacob Lund, som sammen med Lærke Tolstrup danner instruktørduoen på DGI Verdensholdet.

En spændende rejse venter forude

Fysisk og mental sundhed, sammenhold og udvikling er centrale ord for gymnasterne på det kommende DGI Verdenshold. Det er nemlig en lang tur de skal på. Træningen begynder allerede den 14. februar og fra 1. juli venter et år som fuldtidsgymnast.

I efteråret 2025 tager DGI Verdensholdet på en Take Off-turné i hele Danmark, hvor de for første gang giver en opvisning af det, der ender med showet CORE.

Fra oktober 2025 rejser holdet verden rundt i seks måneder, hvor de afholder workshops og shows, der motiverer og inspirerer børn og unge til bevægelse, fællesskab og en sund livsstil.

Det hele kulminerer med et brag af en Danmarksturné i foråret 2026 med shows i absolut verdensklasse og to gallashows i Operaen i København. 

Gymnasterne opfordres til at komme igen

Udtagelsen skal udvælge og sammensætte det bedste hold, både i forhold til at levere og udvikle et show i verdensklasse, men også i forhold til at kunne gennemføre et år med træning, workshops og en verdensturné.

Hanne Lene Haugaard, der er medlem af DGI's hovedbestyrelse, siger, det er vigtigt, at alle kommer hjem fra udtagelsesweekenden inspireret og motiveret til at fortsætte med at dyrke gymnastik i deres forening, udvikle sig og måske stille op igen, også hvis de ikke bliver udtaget. 

"Heldigvis er tilbagemeldingerne fra tidligere, at de fleste synes det er en super god weekend med masser af energi og fælles oplevelser og vi har mange gymnaster, som stiller op og prøver at komme på holdet flere gange,” siger Hanne Lene Haugaard. 

DGI Verdensholdet 2025-26 offentliggøres den 14. februar 2025.

Udtagelsen er lukket for offentligheden.