DGI Verdensholdet afslutter verdensturné i USA

DGI Verdensholdet har netop afsluttet seks måneders verdensturné i USA med besøg i fem byer i fem forskellige stater. Showet ORBITA har premiere i Danmark 15. april.

DGI Verdensholdet i startseriedragter foran Lincoln Memorial i Washington D.C. - verdensturnéens sidste destination.

Verdensholdsgymnasterne er netop vendt hjem til Danmark efter at have rejst verden rundt i seks måneder med besøg i 11 forskellige lande. Verdensturnéen blev sluttet af i USA, hvor holdet lavede workshops og shows i Houston, New Orleans, Atlanta, Berea og Washington D.C. 

DGI Verdensholdet kom til Houston den 24. februar til et glædeligt gensyn med holdets udstyr, der aldrig kom ud af tolden i Buenos Aires, hvilket betød en måned uden spring og udstyr i Sydamerika. Houston bød også på gensyn med værtsfamilier, der er med til at give gymnasterne et unikt indblik i det lokale liv. Tidligere på turnéen har holdet boet hos værtsfamilier i Taiwan, Japan og Singapore. 
"Det er virkelig hyggeligt at bo hos værtsfamilier, og det er den bedste måde at lære et land at kende på. På farten har man ikke noget hjem, men det føles sådan, når vi bor ved værtsfamilier, fordi de er så åbne og gør os til en del af familien," siger verdensholdsgymnast Maja Lykke Christiansen. 
Også i Atlanta, Berea og Washington D.C. boede DGI Verdensholdet hos værtsfamilier, der åbnede hjemmet, køleskabet og hjerterne for de danske gymnaster. 
Værtsfamilierne har også taget gymnasterne med på sightseeing, og USA-opholdet har budt på både rodeo i Houston, Bourbon Street i New Orleans, Martin Luther Kings Ebenezer-kirke i Atlanta, CNN-besøg i Atlanta, og det historiske The Mall-område i Washington D.C. med monumenter og kæmpe museer i massevis. 

Workshops og klassebesøg

Efter at have rejst fem måneder i Asien, Costa Rica og Sydamerika, hvor megen kommunikation er foregået via tolk, har det givet helt andre muligheder at komme til USA, hvor alle på holdet har kunne tale med folk i alle aldre.

Det er blandt andet blevet udnyttet til at, at verdensholdsgymnasterne ved mange lejligheder har besøgt skoleklasser og fortalt om Danmark, dansk gymnastik, verdensrejsen og holdet som helhed til stor interesse for de amerikanske elever.

Generelt har det været en stor succes at bevæge amerikanerne med gymnastik og leg, og alle steder er holdet blevet mødt af energiske, glade og åbne mennesker med stor nysgerrighed på Danmark og danskere.

Showet ORBITA er også blevet fremført i alle de besøgte byer, og DGI's 10. Verdenshold har fundet storformen frem til den forestående DK TOUR, der skydes i gang den 15. april i Frederiksberg Hallerne. Der er shows i hele Danmark, og flere steder er billetterne tæt på at være udsolgte.

Verdensholdsgymnast Pernille Falkenberg i fuld gang med workshop på Stonewall Tell Elementary School i Atlanta.Verdensholdsgymnast Pernille Falkenberg i fuld gang med workshop på Stonewall Tell Elementary School i Atlanta.