Hver for sig lyder det måske ikke af noget særligt, men når tingene bliver lagt oveni hindanden, kunne det bare lige pludselig blive for meget. For mig var det i Mexico, hvor jeg på et tidspunkt slet ikke kunne overskue dagene med shows, workshops og træning. Der sad jeg en dag og ringede hjem til mine forældre, mens jeg græd ned i min taco.

Det har været super vigtigt at have en form for ventil til at komme af med frustrationer i de hårde perioder. Det har både været folk på og udenfor holdet, jeg har brugt til det. Det har hjulpet rigtigt meget at kunne læsse af på veninderne derhjemme og komme af med tingene. De har lyttet til mig og derefter spurgt ind til noget, vi har lavet ude i verden og fået mig til at tænke på alle de fede oplevelser, vi har haft frem for de hårde tider, der også har været undervejs. Samtidig tror jeg også, at det er svært for folk udefra at sætte sig ind i, hvor meget vi egentlig er sammen på holdet. På godt og ondt.

Der sad jeg en dag og ringede hjem til mine forældre, mens jeg græd ned i min taco.

Signe Damgaard Gjesse

I Bogotá boede vi alle på én sovesal på en militærbase i to uger, og det kan bare være virkelig hårdt at være så tæt sammen konstant. Når man er 33 mennesker, der sover sammen, står op sammen, spiser sammen, kører i bus sammen, træner sammen, laver show sammen, så kan man godt få nok på et tidspunkt. Og så kan det måske komme til at lyde som om, man ikke kunne med de andre, men sådan er det slet ikke. Tværtimod er det alle dem, jeg har rejst rundt sammen med, som gør, at det har været en helt fantastisk tur.

Vi er jo super priviligerede at få alle de her oplevelser sammen. Oplevelser som vi aldrig ville have fået ellers, og mennesker vi ikke ville have mødt. Vores arbejde har været at lave gymnastik. Det har været workshops med en masse børn, som jeg endte med at synes var mega søde og træning og shows med en gruppe mennesker, som betyder enormt meget for mig. Og selvom det tider har været hårdt at være så intenst sammen, så er vi også blevet meget bedre til, at lytte til os selv og hinanden og også turde gå glip af ting undervejs. Jens Peter fra holdet snakker om Joy of Missing Out i stedet for Fear of Missing Out, og det tror jeg, vi er mange, der kan relatere til.

For mit eget vedkommende begyndte det allerede inden træningslejren på BGI i sommer, hvor min ene knæskal gik af led, og det gentog sig så på træningslejren. På første halvdel af verdensturnéen måtte jeg sidde meget ude, og det var sindssygt svært at være i. Hele formålet med turnéen er at lave shows og workshops og træne en masse gymnastik, og når man pludselig ikke kan det, kan det være svært at se meningen med at være der.

Hvilken værdi har man, når man ikke kan være med til noget? Samtidig sker der så meget på holdet. De andre knoklede på og blev dygtigere. De fik serier, spring og hinanden ind under huden. Imens kunne jeg nogle gange føle, at jeg stod meget alene på sidelinjen som tilskuer, når de andre trænede eller fik et kæmpe bifald fra publikum til et show, jeg ikke havde været med til.

Jeg nåede til et punkt, hvor det var en kæmpe befrielse at kunne få lov til at være med til at slæbe redskaber.

Niels Hamborg Pedersen

Jeg nåede til et punkt, hvor det var en kæmpe befrielse at kunne få lov til at være med til at slæbe redskaber. Der følte jeg, at jeg kunne bidrage med noget og det betød rigtig meget. For man bliver også mere bevidst om, hvor meget der rent faktisk bliver lavet på holdet, når man sidder udenfor og kigger på. Der kunne noget så simpelt som at slæbe redskaber hjælpe til at føle, at jeg igen havde værdi for holdet.

Det er svært som dreng ikke at kunne springe med, da det er så stor en del af at være en del af gruppen, og processen med at komme tilbage har været lang og nogle gange frustrerende, fordi man er så ivrig efter, at det skal gå hurtigere. Jeg har arbejdet meget med at sætte mig delmål. Da jeg var helt ude af shows, handlede det om at komme tilbage i enkelte serier, og så blev der stille og roligt bygget på.

Det var en kæmpe sejr, da jeg igen endelige begyndte at springe med igen i Colombia, og første gang jeg var med i et fuldt show i Argentina. Og følelsen af at gå på gulvet, nu sammen med resten af holdet, gør jo, at turen alligevel har været skader og svære tider værd.

For os som pigegruppe var der et nøglepunkt i Taiwan. Vi havde været sammen i fem måneder, men var endnu ikke for alvor blevet tætte og trygge, som man forestiller sig, at man skal blive på et verdenshold.

En aften holdt vi et pigemøde, som vi har gjort flere gange i løbet af turen, og vi indledte med en runde, hvor vi hver især skulle fortælle, hvordan vi havde det. Det føltes åbenbart rigtigt for os alle, og vi åbnede for alvor op og var ærlige omkring alle de usikkerheder vi gik rundt med. Passer jeg ind på holdet? Er jeg dygtig nok? Er jeg stærk nok? Er jeg sjov nok? Den slags tvivl som alle i et eller andet omfang havde båret rundt på, men ikke havde delt med hele holdet, fik pludselig frit løb, og det var virkelig forløsende. Det betød rigtig meget at have den snak, fordi jeg gik derfra og vidste, at alle andre havde det ligesom jeg.

De tumlede med de samme tanker og usikkerheder. Vi blev meget opmærksomme på hinanden bagefter og snakkede mere med dem, vi ikke havde snakket så meget med før. Det gjorde en stor forskel for vores sammenhold, da vi turde være ærlige overfor hinanden, og så blev det også nemmere at gå til hinanden efterfølgende, når noget trykkede. Når jeg kigger tilbage, er jeg virkelig glad for det møde, for jeg tror, at det gjorde en kæmpe forskel i forhold til, hvor godt vi har lært hinanden at kende, og hvor tætte vi er blevet.