DGI Verdensholdet puster liv i gymnastikken med Take Off turné
Gensynsglæden ved igen at kunne se gymnastik er stor. Det betyder at DGI Verdensholdet optræder i flere helt udsolgte haller på deres Take Off turné.
DGI Verdensholdet er i fuld gang med deres Take Off turné. Publikum har savnet at se gymnastik efter næsten to år uden nogle store gymnastikopvisninger. I flere byer er billetterne til DGI Verdensholdets show QUA blevet revet væk og holdet har optrådt for proppede sale.
Gymnasterne har besøgt 9 ud af 14 byer på deres tour, og de er ved at vende sig til livet i en tourbus. Efter deres Take Off turné besøger DGI Verdensholdet som noget helt nyt 9 efterskoler i Danmark. Her skal gymnasterne både holde workshops og vise dele af deres show. Formålet er at sætte fokus på et aktivt fællesskab.
“Det vigtigste vi kan, er at inspirere børn og unge til at dyrke idræt i foreningslivet. Samtidig får gymnasterne på DGI Verdensholdet ilddåb som ambassadører og bliver forbillede for en masse unge mennesker,” fortæller Mette Holm Rod, General Manager DGI Verdensholdet.
Efter besøget på efterskolerne starter verdensturnéen. Planen er, at holdet forlader Danmark i oktober for at rejse ud i cirka 5 måneder, hvor de skal afholde workshops og lave shows for på den måde at sprede glæden ved leg og bevægelse.