Team Manager med baggrund i ledelse og foreningsliv
Bie Andersen er netop ansat som Team Manager for DGI Verdensholdet 2020-2021. Bie starter den 1. juni 2020.
Bie er 48 år og bor i København. Hun fortsætter i sin nuværende stilling, som Teamleder hos Det Danske Spejderkorps, frem til den 1. april 2020.
Her har Bie de sidste 10 år haft ansvaret for at udvikle projekter, der bidrager til at udvikle børn og unge gennem friluftsliv, fællesskab og udfordringer.
Bie har mange års erfaring som projekt- og procesleder, samt ved hvad der skal til, for at skabe holdånd og gejst for at mennesker præsterer.
"Bevægelse, fællesskab og sundhed betyder meget for mig og har været en drivkraft i mine år både som gymnast, roer og i mit job i Det Danske Spejderkorps. Jeg har en stor portion ydmyghed ift. noget af det fineste, Danmark kan: foreningsliv, kulturel nysgerrighed, leg og bevægelse, og jeg ser frem til at bevæge verden sammen med nogle meget dedikerede unge mennesker."
Bie Andersen
Drømmen bliver til virkelighed, og Bie Andersen får mulighed for at være med til at sprede budskabet om dansk gymnastik og en foreningskultur der bevæger verden.
DGI Verdensholdet er netop i gang med ansættelsen af teamledelsen omkring det 13. Verdenshold, hvor Bie tager del i udvælgelsen af det resterende team. Udvælgelsen af gymnasterne foregår i februar-april 2020 og et nyt hold skal derefter ud og bevæge Danmark og resten af verden, - denne gang med Bie Andersen i spidsen.