Nu er jeg på lige fod med den hørende verden

Den store, støttende gymnastikfamilie

Lærke kan ikke huske, hvornår hun startede til gymnastik. Det føles som om, det altid har været en del af hendes liv.
Træningen foregik på havetrampolinen i familiens hjem i Ikast og sidenhen i den lokale DGI gymnastikforening, hvor både mor, far og hendes to ældre søstre har trænet hende.
Gymnastikken er derfor ikke kun en passion, men en måde at være sammen med familien på. “Det er det, der binder vores familie sammen,” fortæller hun.

Det var Lærkes søster og træner på daværende tidspunkt, Camilla, der fik hende til at indse, at hun var god nok til at komme med på DGI Verdensholdet. Lærke havde dog ikke de store forventninger
og tog med til udtagelsen som en del af en læringsproces. Da hun en kold formiddag i februar fik besked om, at hun var blevet udvalgt, blev hun så overrasket og glad, at hun hulkede helt ustyrligt. Det var ikke kun Lærke, der blev forbavset. Da hendes ældste søster Anni hørte nyheden, udbrød hun; “Jeg vidste godt, du var god, men ikke så god,” fortæller Lærke grinende.

Springpigen

Lærke dyrkede som barn udelukkende springgymnastik. Det var først i 7. Klasse, da familien opfordrede hende til at udvide sit gymnastiske potentiale, at Lærke kastede sig over rytmisk gymnastik. En beslutning hun i dag er glad for, men dengang ville hun egentlig bare gerne springe. “Det var mit ét og alt,” forklarer hun og uddyber, at hun godt stadig kan savne suset ved at springe, når hun ser drengene oppe i luften.
Derudover var der også en anden ting, der inspirerede hende til at blive en god rytmisk gymnast og danser. Lærke husker, at hun skrev dansk stil om DGI Verdensholdet og hvor meget hun ønskede, det var hende, der kunne bevæge sig så yndefuldt, som pigerne, hun så op til på gulvet, gjorde det. Det virkede dog som et urealistisk mål, der ville forblive en drøm for altid.

Handicappet er ingen hindring

Lærke blev født hørende, men der gik ikke lang tid, før hun gradvist begyndte at miste hørelsen. Indtil niårsalderen brugte hun høreapparater, der mildest talt ikke var optimale, så hun måtte undergå en større operation. Lærke fortæller, at hun ikke helt forstod alvoren, men husker, at hendes mor var nervøs. Efter operationen og det nye høreapparat var sat i, blev hun overvældet af lydene, de nye indtryk og var konstant træt. Hørelsen var blevet forbedret, men ikke perfekt, og selv da Lærke havde meldt sig til udtagelsen om at komme på det DGI Verdensholdet, var hun overbevist om, at hun ikke kunne komme med på grund af hendes handicap.

Hvordan skulle jeg nogensinde kunne rejse jorden rundt med et høreapparat, der går ud, når jeg sveder

Lærke Tolstrup

Derfor ringede Lærke til producenten af høreapparatet for at undersøge, hvilke muligheder, der var, hvis hun nu skulle være så heldig at komme på holdet. Her lød det overraskende svar, at hun kunne få tre nye høreapparater, der var designet specielt til at kunne tåle mere vand. Det ændrede alt. Det betød, at hun nu vidste, at hendes handicap ikke behøvede at være en hindring længere. Det var der heller ikke andre bag DGI Verdensholdet, der synes, det var.

Når jeg ser det som sådan et stort problem, overrasker det mig, når andre ikke gør. Og så bliver man jo lykkelig

Lærke Tolstrup

Det at være døv har altid fyldt meget. Hun har ofte sammenlignet sig med sine døve venner og tænkt, hvis de ikke kan, kan jeg nok heller ikke. Men Lærke betegner sig selv som en fighter. Med familiens tro på hende i ryggen, har hun presset sig selv til at nå et stadie, hvor hun nu konkurrerer på lige fod med almindeligt hørende. Det er hun stolt af og håber, at andre måske kan blive inspireret af hendes historie
og ligeledes kæmpe for deres mål i livet.

At stå på egne ben

Tiden på DGI Verdensholdet har indtil videre kun budt på succesoplevelser i form af benhård, men sjov træning og mødet med sine fantastiske medgymnaster. Men det er ikke uden visse udfordringer. Lærke har i nogle situationer brug for at kunne se dem, der taler. Det kan være en udfordring, når der er mange mennesker i en stor træningssal. Når der er megen larm omkring hende, mister hun af og til orienteringen
og bruger mange kræfter på at forudse, om der er nogle, der taler til hende. Hun synes også, at det er en anelse nervepirrende at stå alene med ansvaret for høreapparaterne og særligt, når holdet rejser ud i verden. Herhjemme er hun vant til at mor eller far føntørrer høreapparatet når det bliver for vådt. Men det er alt sammen med til at udvikle hende og lære hende at stå på egne ben, og de nye høreapparater, har indtil videre stået distancen. ”Og vi har jo virkelig svedt meget under træningen,” fortæller en lettet Lærke.
Lærke ser det kommende år som DGI Verdensholdsgymnast som en fantastisk mulighed for virkelig at rykke sig gymnastisk, men i høj grad også personligt. “Jeg tror, det er en hård alder at være afsted på, men jeg kommer til at lære så meget mere, end jeg ville kunne herhjemme.”

IMANI er vores historie

Lærke betegner sig selv som lidt af en barnlig sjæl, der med glæde kaster sig over nye udfordringer. Hun har kæmpet med at blive gode venner med bolden, da det er et redskab, hun ikke har så megen erfaring med. Hun mener dog, at hun for hver træning forelsker sig lidt mere i den.
Hun er allermest spændt på at vise publikum nogle af de elementer og redskaber, der ikke før er set i et show med DGI Verdensholdet. Det er i Lærkes optik med til at give gymnastikken nyt liv og publikum en ny oplevelse. Derudover glæder hun sig meget til at vise den verden, de har skabt i showet. Hun kan igennem sit eget liv, sagtens relatere til det at miste og genvinde troen på sig selv, samt det er tro på sine
nærmeste og det større fællesskab. 

Imani er større end bare showet, det er også historien om os i Verdensholdet og den rejse, vi skal ud på

Lærke Tolstrup