Bespisning med bølgegang i sluserne
Søndersø GF gør det igen. De forener fødevaresikkerhed, stemning og teamspirit, mens de styrer serveringen for 6.000 unge under Landsstævnet.
18 måltider, 1.593 frivillige vagter, fødevaresikkerhed og tårnhøj stemning. Det er lidt af det, en flok trænere og ledere fra Søndersø Gymnastikforening styrer i landsstævneugen i Vejle i juli 2025.
Til at hjælpe med opgaven har de 120 frivillige til hvert måltid. Stemningen mærker man for eksempel, når frivillige ved sluse 1 starter en bølge, der ruller hele vejen til sluse 16 i den anden ende af hallen – eller når Frederikke Bebe roser de mange frivillige serveringsfolk fra sydøstjyske foreninger efter et måltid.
Jakob Hemmingsen, tidligere formand og nu altmuligmand i foreningen står i spidsen for Søndersø-teamet, som ud over Jakob tæller en fast gruppe på 16 såkaldte teamledere og en flok på cirka lige så mange hjælpetrænere og trænere, der tager frivillige vagter i hal 6 i DGI-huset i Vejle, hvor serveringen foregår. Indimellem måltiderne har trænere og hjælpetrænere også deres hold og opvisninger at passe.
Rutineret og velorganiseret
Alt ser helt roligt og velorganiseret ud, når 5.192 sultne efterskoleelever og -lærere skal have udleveret mad – og helst lidt tjept. Det ser roligt ud, når de rydder op og gør klar til næste servering, og når de bagefter hygger sammen i en velfortjent pause. Søndersø-teamet har da også prøvet det før. For ved Landsstævnet i Svendborg i 2022 havde de en lignende tjans, og netop der har de en fordel i forhold til så mange andre frivillige område- og teamledere ved Landsstævnet.
Det var dog kun to tredjedele af Vejle-holdet, som var med i Svendborg, men Jakob Hemmingsen har på forhånd sat alle teamlederne ind i opgaven, så onsdag før aftensmaden kan Vejle-teamet mærke, at de bliver både bedre og hurtigere til opgaven.
Med i Sønderborg
”Teamlederne skal sætte de frivillige ind i, hvad og hvordan de skal gøre, og vi har øvet os nogle gange, så briefingerne bliver kortere og kortere,” siger Jakob Hemmingsen, som er så godt som klar til at melde sig til Landsstævnet i Sønderborg i 2029.
”Søndersø GF styrer – og det er så sjovt. Vi har serveret 6 af de 18 måltider og som det går nu, vil jeg gerne lege med igen i Sønderborg, siger Jakob Hemmingsen, som forud for Landsstævnet i Vejle har siddet med i et bespisningsudvalg, hvor han har bidraget med sine erfaringer fra Svendborg-stævnet.
Logistik, logistik, logistik
”Vi lærte mange ting i Svendborg. Vi lærte hvad virker, hvordan får vi bespist 6.000 mand på godt en time, hvordan kan vi hurtigst udlevere maden, så de kan komme ud og være aktive igen. Det kan vi bruge nu,” siger Jakob Hemmingsen.
Udlevering af mad er ifølge Hemmingsen 95 procent logistik og 5 procent viden om mad.
"Det er en stor logistisk opgave at flytte så mange kilo mad på 6.000 på kort tid. I løbet af ugen kan vi nå at finpudse ting, så det kører endnu bedre sidst på ugen end i starten. De unge efterskoleelever lærer jo også hvordan systemet fungerer," siger han.
Points til fællesskabskontoen
Nogle af de teamlederne fra Søndersø er også trænere for et juniorhold, som selvfølgelig skal give opvisning en af dagene. Det giver også en forståelse for hinanden.
”Vi får en masse ind på fællesskabskontoen. Vi kender jo hinanden i forvejen, men finder ud af hvor mange opgaver vi kan løfte sammen, og det fællesskab, det giver. Og så husker vi at hygge med hinanden imens," siger Stine Kringlen, træner og bestyrelsesmedlem i Søndersø GF og tilføjer, at det er nemt at servere for nogle som er så taknemmelige som efter- og højskoleeleverne.