Et socialt OL? Camilla og Anna springer ud i deres første Landsstævne
De har taget chancen og købt deres første landsstævnebillet. Camilla og Anna håber på sol – og stoler på den gode stemning
De har endnu ikke spillet en kamp sammen i år, og sandet føles stadig lidt uvant under fødderne.
Men alligevel står Camilla Jakobsen og Anna Kjærgaard Kristiansen smilende på beachvolleybanen – for til sommer skal de for allerførste gang opleve DGI Landsstævne og spille beachvolley.
"Vi tager af sted, selvom vi ikke helt ved, hvad vi har tilmeldt os," siger Camilla med et grin. "Men vi har hørt en masse gode ting og tror, det bliver mega fedt. Når Landsstævnet så også kun er hvert 4. år, fik det mig til at føle, at det var et socialt OL, som man bare skulle med til."
Ved ikke helt, hvad de går ind til
Det var snakken i deres volleyballklub i Kolding, der fik dem til at blive opmærksomme på det Landsstævne, der skal være i Vejle til sommer.
Og ud fra det, de har hørt, forestiller de sig fire dage med volley, musik og masser af hygge. En slags sommerferie med idræt og fællesskab – som en udvidet version af det, de nyder på den lokale beachvolleybane onsdag aften.
”Det glæder jeg mig meget til at nyde sommeren på den måde,” siger Camilla.
Og selvom nerverne godt kan krible lidt over det ukendte, så holder det dem ikke tilbage.
"Jeg tager chancen og ser, om der er nogen, jeg kender, og ellers må det blive en oplagt mulighed for at møde nogle nye mennesker," siger Camilla.
For Camilla og Anna handler det ikke om at komme hjem med den store guldmedalje. Men i stedet at være der, hvor en masse sportsgrene mødes og kombinere det med de mange musikoplevelser, som også følger med.
”Jeg glæder mig til festivalstemning og de mange mennesker, der kommer. Og så forestiller jeg mig, at det bliver volley og fællesskab, så det kan kun blive godt,” siger Anna.
”Nu er vi i hvert fald nødt til at prøve det af,” siger Camilla og griner.