Skoleindkvartering
Her finder du info om at bo på skoler til Landsstævnet. Overnatning er med i din 4-dages-landsstævnebillet, hvis du valgte det inde i din tilmelding inden 24. april 2025.
Vejle åbner op for en lang række skoler, hvor landsstævnedeltagere får mulighed for at overnatte.
Det er gratis at bo på skolerne, når du har en 4-dages-landsstævnebillet og har tilmeldt dig skoleovernatning i din tilmelding inden 24. april 2025. Da vi har passeret den dato, er det ikke længere muligt at tilvælge overnatning.
Mail med info om din skoleindkvartering
Deltagerne, der har valgt skoleovernatning er blevet fordelt på skolerne ud fra hvilken landsdel, deltageren har valgt ved tilmelding. Grunden til, at det gøres på denne måde, er at det er vores 14 DGI landsdelskontorer, der laver pladsfordelingen på alle skolerne.
Efter 1. juni 2025 har alle der har valgt skoleindkvartering modtaget en mail omkring hvilken skole, de skal bo på. Følg anvisningerne fra den mail. Bemærk, at du ikke får en separat billet til din overnatning - det er din deltagerbillet, du skal bruge på dit indkvarteringssted.
Din ankomst og dit armbånd
Dit første stop på Landsstævnet er din skole, hvor du skal checke ind for at få armbånd på. Det armbånd skal du bære under hele Landsstævnet. Det giver adgang til idrætsaktiviteter, festteltene i Stævnecentrum, din skole og til paraden, hvis du har tilmeldt dig den.
(Hvis du dyrker kontaktsport, anbefaler vi, at du taper dit armbånd fast eller bruger et svedbånd under kampen/aktiviteten.)
Åbningstider for check in på skolen:
Onsdag d. 2. juli kl. 15.00-20.00
Torsdag d. 3. juli kl. 09.00-20.00
I åbningstiden står frivillige klar til at hjælpe dig. Du checker ind ved at vise din landsstævnebillet via din mail på din telefon, via L2025-appen eller som print. Når din stregkode er scannet, får du dit armbånd på.
OBS: Ankommer du udenfor åbningstiderne, skal du have dit landsstævnearmbånd på i Infoboderne i Stævnecentrum eller ved Vejle Station, men dette anbefaler vi ikke, da det kan være besværligt at parkere i nærheden af infoboderne. Så sørg hellere for at checke ind på skolen inden for åbningstiderne.
Anbefaling til dig, der bor tæt på Vejle: Er du i Vejle mandag 30. juni eller tirsdag 1. juli, har du mulighed for at få dit armbånd på allerede dér. Hold øje med denne side, hvor vi melder sted og åbningstider ud snart.
Transport til og rundt i Vejle
Vi anbefaler, at du benytter dig af offentlig transport til Vejle, og vi anbefaler, at du tager hjemmefra i god tid – der er mange, der skal til Vejle i de dage.
Når du er ankommet til Vejle, er alt bustransport gratis under Landsstævnet (undtagen regionale busser), og du kan nemt bruge Rejseplanen.dk til at finde dine busruter.
Der vil køre busser imellem Vejle og din skole. Vær opmærksom på, at du bliver sat af bussen i Stævnecentrum om morgenen, men at deltagere som overnatter på udvalgte skoler skal med hjem fra Vejle Station: Se busrute og køreplan
Der er shuttlebusser imellem Vejle Station og Stævnecentrum med stop i Mariaparken og Spektrum på vejen. MEN: Vi anbefaler klart, at du i stedet går eller cykler den 1,5 km-strækning. Det er nemlig L2025’s festlige hovedgade Ramblaen, hvor der vil være hygge og underholdning undervejs.
Der er busser ud til alle aktivitetssteder rundt i og omkring Vejle (undtagen Ødsted, hvor bil er nødvendig). Som hovedregel kan du IKKE køre i bil til aktivitetsstederne, da der ikke er parkering de enkelte steder (undtagen Pickleball, Skydning og Golf). Så vi anbefaler buskørsel.
Find din rute på Rejseplanen.dk
Parkering
Det er muligt at parkere i nærheden af de fleste skoler. Bemærk, at der her gælder Vejles almindelige regler for parkering, så der kan forekomme betaling.
Praktiske forhold om din overnatning
På skolerne kommer I til at sove i klasseværelser, haller, gymnastiksale og lignende på gulvet. I skal derfor selv medbringe liggeunderlag, soveposer o.l.
OBS VIGTIGT! Liggeunderlag/luftmadrasser må max. måle 80x200 cm. Derudover er der beregnet 50 cm i længden til bagage. Der er lavet en nøje plan over, hvilke hold/personer, der skal sove i hvilke klasseværelser/på hvilke arealer. Det er vigtigt, at du overholder anvisningerne af sikkerhedsmæssige hensyn.
Vi anbefaler, at du tager ørepropper og sovebriller med, så du får en god nat søvn.
Der er naturligvis adgang til toiletter og bad på skolen.
Skolen vil ikke være aflåst på noget tidspunkt, så husk at tage alle værdigenstande med dig, når du forlader skolen. Og husk at lukke alle vinduer, terrassedøre osv.
Man skal have 4-dages-armbånd på for at komme ind på skolerne, og der vil være frivillige til stede på skolerne hele døgnet.
Madbilletter
Hvis du har købt madbilletter til morgenmad, serveres morgenmaden på eller i nærheden af din skole. Har du købt madbilletter til frokost, får du udleveret din Lunch-To-Go samme sted.
Har du billetter til aftensmad, serveres den i Spise- og festteltet i Stævnecentrum.
Spisetiderne er:
Morgenmad 6.30 til 9.30 (skolen)
Aftensmad 17.00-20.00 (Spise- og festteltet i Stævnecentrum)
OBS: Maden udleveres ved scanning af madbilletter købt forud for Landsstævnet. Det er ikke længere muligt at købe madbilletter, og man kan heller ikke bytte allerede købte billetter eller ændre menuvalg.
Download appen
Inden du tager afsted hjemmefra, så sørg for at downloade L2025-appen. Har du den allerede, så sørg for at opdatere den og logge ind i den. I appen finder du programmet, et digitalt kort, praktisk info og dine billetter. Har du ikke mulighed for at bruge apps, kan du finde både program og praktisk info på L2025.dk. Dine billetter har du fået tilsendt på mail, da du tilmeldte dig.
Din afrejse
Afrejse fra skolen skal ske senest søndag den 6. juli 2025 kl. 13.00. Efterlad dit sovested pænt og opryddet.